Tilbage til oversigten
Gamle drenge i nye trøjer
Af Kasper Kudsk; NRG nr. 21 d. 30-12-2003
Iron Maiden oplever stor opmærksomhed omkring deres nyeste plade ”Dance Of Death”. Heavy metal bandet har fået sin anden ungdom og massemedierne flokkes om de seks englændere. Der er meget glade for det seneste værk.
”Hvor meget skal du høre? Fire sange eller hele pladen?”
- øh, hele pladen tror jeg!
”Kasper Kudsk. Ja, den er god nok. Gå bare ind”
Mindre forvirret tager jeg imod et lyserødt klistermærke med et Iron Maiden-logo på. Jeg står bag ved Orange Scene på Roskilde Festivalen, hvor de engelske heavy metal oldboys Iron Maiden i forbindelse med deres koncert på Danmarks største festival har inviteret til interview og lyttesession. I et lille telt foran en kæmpe bus forsøger den danske del af EMI at holde styr på, hvem der får lov til at lytte til Iron Maidens nyeste bedrifter på bånd.
Med passet i hånden bliver jeg gelejdet ind i en enorm bus, hvor en moden dame i læder tager imod. I det bagerste af bussen ligger fire bokse med Iron Maiden-logoet på deres midte. Kasserne er lænket fast til de indbyggede sofaer og kun ved hjælp af læderfruens nøgle bliver der åbnet op til Cd-spilleren et kort split-sekund, trykket på play, hvorefter boksen bliver smækket i og jeg får lov til at tilbringe en lille times tid med et råmix af ”Dance Of Death”.
Sikkerheden er i top. Ingen skal have lov til at stikke af med Iron Maidens nyeste skat. Det virker meget paranoidt, hvilket jeg påpeger overfor bandets guitarist Adrian Smith, da jeg får ti minutter i mandens selskab en time før, han skal spille foran 70.000 skrigende skandinavere.
”Vi er nødt til at gøre det sådan på grund af kopiering. Vi er skrækslagne for, at denne plade slipper ud. Den bliver først udgivet til september, selvom vi laver promotion for den allerede nu. Kopiering er blevet så stort, at du er nødt til at beskytte dine egne interesser. At sætte kæder på boksen er måske lidt ekstremt, men vi er nødt til at være påpasselige.”
Adrians øjne flakker fra side til side. Han er tydeligvis irriteret over at skulle tale med journalister så tæt på koncertstart.
”Jeg kan ikke lave for mange interview inden en koncert. Det dræner mig for energi. Jeg har det bedst med at komme en time før koncerten og kun være fokuseret på at spille,” forklarer han, da undertegnede undrer sig over guitaristens store aktivitet i ansigt og hænder.
Nervøsiteten er tydeligvis begyndt at brede sig i den rutinerede guitarist. Han har også grund til at være nervøs, da Iron Maiden på sin nyeste plade byder på noget atypisk musik i forhold til deres foregående materiale.
- Pladens to første sange er ret usædvanlige i forhold til Iron Maiden. Hvorfor er de blevet sådan?
”De er ret udsædvanlige for Iron Maiden. Vi syntes alle sammen, at ”Wildest Dreams” ville være en god single at starte ud med, men jeg syntes ikke, at den skulle være det første nummer på pladen, fordi det ikke er et typisk Iron Maiden åbningsnummer. Jeg sagde min mening til de andre, men blev nedstemt, fordi de andre kunne lide, at det ikke var noget som folk ville forvente fra os.”
- Det er meget rock n’ roll.
”De to første sange er meget live-agtige og lidt mere i stil med ”Run To The Hills”- Der har dog altid været denne del i bandet. Den er bare blomstret op igen.”
Vifte af idéer
Med sin foregående plade ”Brave New World” bragede englænderne tilbage på den internationale rock-scene med en plade, som holdt sig til de kendte elementer i bandets univers. Med ”Dance Of Death” har gruppen dog taget et skridt i fremtidens retning, men hvordan forholder denne udvikling sig med fansenes forventninger.
”Vi har spillet ”Wildest Dreams” live og den passer virkelig godt sammen med det andet materiale, som vi spiller. Fansene er helt vilde med den. I slutningen af sangen begynder de altid at synge med på den. Det inspirerer mig faktisk altid meget at tænke sangene i live sammenhæng, når jeg skriver. Det tog mig kun nogle få timer at få sat ”Wildest Dreams” sammen, hvorefter jeg spillede det for Steve (Harris, bassist, red.).”
- Så det er dig, som har bragt den nye lyd ind i bandet?
”Du kan godt sige, at der er mig. Jeg synes dog, at det er en mere varieret vifte af idéer, som dukker frem under sangskrivningen nu, fordi vi alle er begyndt at skrive numre nu – selv Nicko. Jeg sidder altid bare og arbejder med mine egne idéer og prøver at vise dem til de andre medlemmer, og hvis de synes om dem, går de videre.”
Bedre balance
”Dance Of Death” er dog ikke kun præget af eksperimenter. Størstedelen af pladens numre er fulde af den episke og atmosfæriske heavy metal, som gruppen altid har stået for, blot en smule mere varieret.
”Det er et mere varieret album, men det har stadigvæk sange på op til syv og ni minutters længde. Jeg synes, at det er et væsentlig mere sammenhængende album end ”Brave New World”, for vi har været sammen i et par år længere, og det kan høres.”
- Hvordan fungerer det for jer i dag i forhold til på ”Brave New World”?
”Det er bedre end det nogensinde har været før. Vi har en bedre balance mellem turne og fritid. Vi turnerer stadig, men vi tager os lidt mere fritid end vi gjorde før i tiden. Det er faktisk bare blevet sjovere. Vi spiller stadig to timer hver aften, men stadigvæk for unge fans. Da jeg kom tilbage i bandet forestillede jeg mig, at gæsterne ville være blevet ældre, men vi har fans på 15 og 16 år nede foran scenen, og det er fedt, at vi kan trække fans i den alder.”
”Jeg tror, bandet ville være gået i stå, hvis vi havde fortsat med den samme line-up, og smidt Janick ud, da jeg kom tilbage. Med Janick i bandet er det stadig nyt. Han er samtidig en virkelig god sangskriver og kommer med en masse input. Bandet er stærkere end det har været før.”
- Hvordan synes du, at Iron Maiden lyder i dag?
”Jeg synes, at vi spiller bedre nu end vi gjorde før i tiden. Det lyder mere friskt i mine ører. Da jeg var yngre havde jeg kun bandet. Jeg havde intet liv ved siden af bandet. Før i tiden turnerede vi i et år i træk, nu gør vi det kun i et halvt år og bruger resten af tiden med vores familier. Jeg er stadig hundrede procent bandmand, men nu har jeg bare et liv ved siden af.”
Steve styrer
Der er ingen tvivl om, at det er nye tider i Iron Maiden. Et tegn på dette er blandt andet Nicko McBrains kontribution til pladen. For første gang i hele sin karriere har den karismatiske trommeslager skrevet et nummer til en Iron Maiden plade.
”Nick ville gerne lave noget til pladen. Han har været med i bandet meget længe, men aldrig rigtigt skrevet noget. Han har mange idéer og spiller lidt bas. Han er blevet inspireret af Steve efter at have lyttet til ham længe. Han havde dette riff, som vi arbejdede videre på, og det blev til et godt nummer. Det er godt, for det betyder noget for ham at være med.”
De nye tiltag har dog ikke betydet en fuldstændig omvendelse på rutinerne. Steve Harris og Bruce Dickinson er bandets frontfigurer, og det er stadigvæk Steve Harris, der bestemmer hvordan lyden skal være på den endelige version. Sammen med producer Kevin Shirley har bassisten skabt en meget rå lyd.
”Der er interessant, fordi det lyder godt, når du indspiller. Du kan mikse det på mange måder, men det var noget Kevin og Steve tog sig af. Jeg kan bare skrive og indspille sangene. Du er nødt til at overlade det til nogen ellers ender det bare med, at vi alle vil have det til at lyde efter vores eget hoved.”
”Vi var meget tilfredse med det sidste album. Kevin arbejder hurtigt og vi kører på en bølge for tiden, så vi brugte ham. Det er altid svært at starte et samarbejde med en ny producer. Vi vidste hvordan han arbejdede, og besluttede os for at bruge ham igen. Han er lidt gammeldags i sin stil og kan godt lide at indspille tingene live. Med den teknologi, som vi har i dag kan man fange denne vibe, og få det indspillet ret hurtigt. Hvis du gør tingene spontant og ordentligt beholder du essensen af sangens gode idéer i produktionen.”
Ingen lir
Trods en mere rå og rocket lyd og tre aktive guitarister er Iron Maiden ikke blevet væsentlig tungere med årene.
”Vi stiller stadig sangen først. Vi kan ikke skrive sangen ud fra, at alle guitarister skal ind over med en solo. Før i tiden byggede vi det op med Dave og mig på hver side, men i dag er vi altså tre, og vi kan ikke fylde sangene med rene solier. Jeg kan vise Janick (Gers, guitarist, red.) noget, men han vil altid spille det anderledes, og det samme vil jeg gøre, hvilket gør det interessant.”
- Men hvem bestemmer mest af jer tre?
”Det handler om at få det til at fungere. Jeg tror at vi er den type mennesker, som kan samarbejde. Steve og Bruce er måske mere de ekstreme typer i bandet. De har nogle helt klare meninger om tingene. Steve ved hvad han vil, mens Dave (Murray, guitarist, red.)og mig nemt kan snakke om det. Hvis vi havde været stædige ville det formentlig ikke fungere.”
Holdbart produkt
Adrian er begyndt at sidde endnu mere uroligt på sin plads, og da bandet på Orange Scene slutter deres koncert er adrenalinen for alvor ved at finde sin bane i den ældre herre. Jeg beslutter derfor at korte interviewet af og spørger blot til den nye interesse fra massemediernes side for Iron Maiden. En interesse, der har betydet at Bruce Dickinson og Steve Harris ikke længere har tid til at tale med aviserne, men går efter fjernsynets spotlight, når det drejer sig om eksponering af bandet.
”Vi prøver at dele det op. Alle vil snakke med Bruce, fordi han er sanger og kan snakke meget. Steve vil folk have, fordi han er overhovedet i bandet, men vi prøver at dele det op, så vi ikke skal bære det hele på nakken.
- Bruce er vel også mere direkte end dig. Han har blandt andet sammenlignet jeres nye album med ”The Number Of The Beast”!
”Jeg synes at sangene er gode. Der er en højere standart på den nye plade end der var på den foregående. Det er mere holdbart. ”The Number Of The Beast” havde rigtig mange gode sange, så det er formentlig det, som har skabt denne følelse,” siger Adrian med et smil inden han signalere til pladeselskabet, at denne samtale er slut. Nu er det showet det handler om.
-Gengivet med tilladelse fra Kasper Kudsk og Kennie Bendixen Deigaard, NRG.