Tilbage til oversigten
Blod, sved og tårer
Af Keld Rud; NRG nr. 10 d. 01-02-1999
Årets store nyhed for alle metalfans ramte metalforsiderne i februar: sanger Bruce Dickinson og guitarist Adrian Smith er tilbage i Iron Maiden. Efter fem middelmådige år med Blaze Bayley som sanger kunne tiderne se ud til at skifte.
Hvis man betegner sig selv som metalfan, må man også have et eller andet forhold til Iron Maiden. Deres fortolkning af metalgenren har påvirket utallige bands og genren som sådan. Bandet har da også haft sine kritikere, selv i metalkredse. Men selv hvis man er kritiker, må der mindst være et af deres numre, man sidder og vipper med foden til, når der ikke er andre, der ser det. Og der er en ganske god chance for. At et af de numre er skrevet af guitarist Adrian Smith. Selvom bassist og bandleder Steve Harris gennem hele Maidens karriere har leveret flest numre, klokker Adrian ind på en sikker andenplads. Og det er Adrian, NRG har sat stævne for at rede tråden ud omkring genforeningen. Der er mange spørgsmål, der melder sig. Der er en turne til sommer, et album til næste forår og allerede nu et computerspil, ”Ed Hunter”. For ikke at tale om den nye line-up, der udover den klassiske besætning Harris, Dickinson, Smith, Dave Murray (guitar) og Nicko McBrain (trommer) tæller Maiden-guitarist gennem næsten ti år, Janick Gers. Alt dette sidder en veloplagt Adrian Smith og fortæller om fra en larmende telefon i Portugal, hvor han er i færd med at skrive nyt materiale.
- Hvornår hørte du første gang om genforeningen?
”Som du måske ved, har jeg spillet med Bruce i et par år. Og på den sidste turne var der en masse rygter. Jeg tror, det var begyndelsen af det her år, at manageren (Rod Smallwood) spurgte, om jeg var interesseret i at gøre det. Jeg vidste ikke, hvad det var på det tidspunkt. Jeg troede, at det måske var en turne. En greatest hits-turne, og jeg tænkte, at det nok ville være sjovt. Men det viste sig at være en længere varende ting, og det diskuterede vi. Det var begyndelsen af året.”
- Havde du nogle betænkeligheder ved det?
”Nej, jeg havde overhovedet ingen betænkeligheder ved turneen. Jeg synes, det ville være fantastisk at spille alle de klassiske Maiden-sange. Pladen var en anden sag. Det måtte jeg tænke over, for jeg vidste ikke, hvordan det ville være på længere sigt. Da vi samledes for at snakke om turneen var atmosfæren cool. Og jeg tænkte, hvis vi kan tage energien fra turneen og få den med på pladen, få en virkelig god producer, lave et godt album, ville det være spændende.”
- Hvordan gik jeres første møde?
Faktisk var første gang, jeg mødtes med fyrene til en fotosession, vi lavede i forbindelse med genforeningen, og det var som om, jeg bare havde taget en lang pause fra bandet. Det var mere eller mindre det samme som før. Det var fedt at være involveret igen.”
- Tror du genforeningen ville være sket, hvis du ikke havde udgivet ”Accident of Birth” og The Chemical Wedding” med Bruce?
”Det er svært at sige. Måske satte det det i gang. Jeg elsker at spille Bruces ting. Jeg elsker materialet, og vi var på to verdensturneer. Havde det sjovt. Vi begyndte at få nogle gode anmeldelser, vi havde en voksende tilhængerskare. Og rygterne om en genforening blev styrket af det i virkeligheden. Samtidig fulgte Iron Maiden deres eget spor, og Blaze var på vej ud omkring dette tidspunkt, så det var en meget naturlig ting at spille sammen igen.”
- Hvad er dit syn på situationen med Blaze?
”Jeg kan virkelig ikke kommentere det, for jeg har ikke haft noget med det at gøre. Jeg ønsker ham held og lykke. Han udgiver et album, og jeg håber det går godt med det.”
Somewhere in cyberspace
Samtidig med genforeningen udgiver Iron Maiden et computerspil, ”Ed Hunter”. Det har sådan set været på vej i længere tid. Lang tid før genforeningen overhovedet kom på tale. Spillet er en kloning af ”Virtual Cop” til Playstation. Man styrer et sigtekorn, og så gælder det ellers om at plaffe alt, der bevæger sig. Vel at mærke i nogle miljøer inspireret af bandets pladecovere. Der er ingen tvivl om, at ”Ed Hunter” næppe kommer til at revolutionere computerspillene, men det er første gang et rockband giver sig i kast med sådan et projekt mig bekendt. Udover spillet får man i samme pakke et soundtrack, der består af en Maiden top tyve stemt af fans over Internettet.
- Hvad synes du om ”Ed Hunter” som spil og ide?
”Det er et sjovt spil. Jeg er ikke så meget til computerspil og computere, men jeg har spillet det, og det var sjovt. Hvis du køber computerspillet, får du et godt spil og en gratis cd. Og hvis du ikke har de Maiden-numre og du køber det, får du et gratis spil. Det vil måske introducere folk, der er til computerspil, for bandet. Jeg synes, at musikken og det visuelle i spillet arbejder virkelig godt sammen.”
- Hvor vigtigt er merchandise for et band som Iron Maiden?
”Jeg synes ikke, det tæller meget. Det er først og fremmest et band, hvis man ser bort fra Eddie og alt det. Det vigtigste er bandet og musikken. Det er min mening. Alt andet stammer derfra. Så længe det er sjovt og af god kvalitet, og folk får noget for deres penge, er det o.k. Det er ikke min hovedting, jeg sidder ikke og designer dukker og sådan noget.”
Det næste album
Men hvem narrer vi? Et computerspil kan da være meget skægt, men det virkelig interessante er, at der kommer et nyt album. Og hvor vidt det seks mand stærke Iron Maiden anno 1999 kan levere det, de lover. Efter en serie i bedste fald uinspirerede albums, har bandets ellers så trofaste fans sat troen på en skarp prøve.
- Spørgsmålet på alle fans læber må være, hvordan den nye retning vil være. Kan du sige lidt om det?
”Det vil være en blanding af lidt af alt. Jeg tror, at jeg, i og med, at jeg har været ude af bandet og iagttaget det ude fra, har en virkelig sikker opfattelse af, hvordan vi skal lyde. Det ender måske ikke sådan, for et band er et kompromis, men jeg tror, vi vil prøve at fange en tungere lyd på pladen. Det er aldrig rigtig blevet gjort fyldest, så vi får fat i en topproducer til at hjælpe os med pladen. Det vil være et nik mod den moderne æra forhåbentlig. Hvad angår guitarlyden, ser jeg den som værende mere fremme i ansigtet og tung, men stadig med essensen af Maiden med basløbene og guitarharmonierne, sangene og melodierne, men med en tungere lyd.”
- Hvor meget mere arbejde skal der lægges i arrangementerne, når I har tre guitarister i bandet?
”Det gamle materiale vil blive lige ud af landevejen. På vores korte turne til sommer vil vi spille nogle af de numre, der er med på ”Ed Hunter”, og det bliver ikke noget problem, for den, der spiller et eller andet på albummet, vil spille sin del live, og vi ville arrangere ud fra det. Det nye materiale vil blive en virkelig udfordring, jeg kan se muligheder for noget interessant guitararbejde, for det er aldrig blevet gjort før i en metalsammenhæng.”
- Med fem sangskrivere i bandet får i meget materiale. Hvordan vil I få bugt med alt det?
”Stor vanskelighed! Jeg ved ikke, jeg tror, det måske er noget, vi kommer til at snakke om, for jeg tror, at det potentielt er noget, der ødelægger bands. Jeg synes, det er vigtigt, at alle har et kreativt input, så vi vil diskutere det. Men når alt er sagt, ønsker vi det bedst mulige album. Det er meget svært. Det er bandpolitisk, hvert band har sin politik. VI ved endnu ikke, hvordan vi gør det. Vi får se, når vi når den anden side. Jeg tror, de fleste ved, at der går megen blod, sved og tårer til et album. Det er meget arbejde, der skal gøres, før vi kan gå i studiet. Jeg tror, vi kommer til at bruge længere tid på at indspille det her album. Og vi kommer til at bruge længere tid på at forberede det. For vi har tiden. Da jeg var i bandet, tillod vi kun os selv et par måneder, for så skulle vi på turne. Men vi skal virkelig levere varen, så det kommer til at tage tid. Og blod, sved og tårer, det ved jeg med sikkerhed! Men sådan er jobbet,” griner Adrian.
Iron Maiden går i studiet til november, og hvis alt går vel er albummet ude i foråret 2000. Da jeg snakkede med Adrian Smith, havde bandet også set sig lun på en producer, men de endelige brikker var ikke faldet på plads, og han kunne derfor ikke løfte sløret. Men han forsikrede mig om, at det er et valg fra producernes absolutte superliga.
Wasted Years?
Adrian Smith forlod oprindeligt Iron Maiden for at hellige sig sin solokarriere. På det tidspunkt havde han netop udgivet et album under navnet A-S.A.P. (Adrian Smith Album Project), det godt nok ikke havde taget verden med storm, men givet ham blod på tanden efter at starte en karriere uden Maiden. Han var også begyndt at længes efter et fast holdepunkt i sin tilværelse; han ville stifte familie.
- Fortryder du, at du forlod bandet i første instans?
”Nej, det gør jeg ikke, for jeg tilbragte ti gode år i bandet, og jeg havde brug for at undersøge andre ting. Jeg havde en masse projekter. Jeg har lært forbandet meget ved at arbejde med andre mennesker, og er hvor jeg står nu, føler jeg mig meget bedre tilpas med mig selv. At have været ude i den rigtige verden og så komme tilbage, det er virkelig rart. Jeg føler mig meget godt tilpas.”
- Opnåede du det du ville uden for Iron Maiden?
”Ja, selvfølgelig ville jeg hellere have haft en multiplatin-succesfuld solokarriere, men sådan gik det ikke. Når man har været med i et succesrigt band, og man prøver noget lidt anderledes, er oddsene virkelig mod en, for alle i pladebranchen ønsker, du vil gøre præcis det, du gjorde før, for de ved, at det vil sælge plader eller har et potentiale for at sælge plader. Hvis det var det, jeg ville, var jeg ikke startet på en solokarriere, så var jeg blevet i bandet. Der ville ikke havet været noget problem med bandet. Nu er vi ti år tilbage i tiden. Så jeg lavede meget, jeg indspillede fem albums. Et par med Bruce, et med en anden fyr, og jeg har lært en frygtelig masse. Det afhænger, af hvordan man måler succes. Er det pladesalg? På det personlige plan har det været en succes.”
Barsk biografi
For cirka et år siden blev Iron Maidens officielle biografi, ”Run To The Hills”, skrevet af den engelske rockjournalist Mick Wall, udgivet. Bogen giver en glimrende indsigt i de musiske kvaliteter og den forretningsstrategi, der har gjort Iron Maiden til et band med adskillelige millioner på bankkontoen. I tillæg er der en række ualmindelige ærlige udtalelser fra ikke mindst Steve Harris, hvor der ikke bliver lagt fingre i mellem.
- Hvordan har du det med ”Run To The Hills”?
”Jeg antager, at den er mere objektiv end så meget andet af den slags, men det er stadig skrevet af en person, og en person har taget alle udtalelserne og arrangeret dem på en bestemt måde. Jeg synes, han var lidt barsk overfor dem, der havde været med i bandet og havde forladt det. Jeg synes, han afskrev disse menneskers indsats for let, med det samme de gik ud. Jeg synes, Mick Wall er en god skribent, men det er stadig en persons synsvinkel.”
Kunne du genkende beskrivelsen af dig selv overhovedet?
”Det er sjovt, for jeg havde ikke haft lejlighed til at læse bogen, før den kom ud. Så med det samme bladrede jeg om til mit kapitel for at se, hvad alle sagde om mig. Det kan godt være, det er en lidt sjov ting at sige, men det hører med til territoriet. Jeg synes ikke, jeg tog mig så dårligt ud.”
- Mange fokuserer på, at Bruce er vendt tilbage, men de fleste jeg har snakket med anser ”Seventh Son Of A Seventh Son” for at være det sidste virkelig gode Maiden-album. Det sidste album du var med på.
”Det er meget pænt af folk at sige det. Det er meget rart at høre. Men alle har deres mening. Tjah, hvad kan jeg sige,” ler en forlegen Adrian Smith.
-Gengivet med tilladelse fra Keld Rud og Kennie Bendixen Deigaard, NRG.