Tilbage til oversigten
Strengenes Herrer
Af Jens Nielsen; NRG nr 16 d. 01-04-2002
50 millioner solgte albums og talrige turné-triumftog kloden rundt. Yderligere introduktion er vel overflødig. For der er naturligvis tale om Iron Maiden, som udgiver nyt double-live-album og DVD. Guitarist Janick Gers giver her detaljerne.
”Hvis nogen, havde fortalt mig, da jeg i sin tid startede med at spille i bands, at jeg en dag ville spille som hovednavnet på den største rockfestival i verden, i Rio De Janeiro, ville jeg have troet, at det var løgn. Så det var en enorm bedrift for os som musikere både at spille koncerten og få den optaget.”
Janick Gers ser tilbage på den koncert ved Rock In Rio-festivalen, som Iron Maiden har valgt at forevige dels på et double-live-album og på en DVD. Men rent faktisk var det tæt ved, at koncerten aldrig var blevet gennemført.
”Jeg dukkede op kl. 9 om morgenen på koncertdagen for at lave et soundcheck. Men der fik jeg at vide, at en af forstærkerne var gået i stykker, fordi dagen før, hvor der havde været popdag på festivalen med N Sync og Britney Spears havde de flyttet scenen, hvilket havde ødelagt en af forstærkerne. Og det var usikkert, om de ville få den til at fungere igen, så der var lidt panik på det tidspunkt. Men det lykkedes, så med forsinkelse kunne vi gå på scenen kl. 2 om natten og var færdige lidt efter kl. 4. Så det var et lidt mærkelig tidspunkt at spille på. Og der er meget pres forbundet med en sådan koncert, for den blev udsendt over hele Sydamerika via satellit, og der var 200.000 tilskuere. Og Jimmy Page [guitarist i legendariske Led Zeppelin, red.] stod ude ved siden af scenen under koncerten. Men det var en fantastisk begivenhed, hvor vi fløj ind over publikum i helikopter. Det var den sidste koncert på ”Brave New World-turnéen”, så det var kulminationen på 2 1/2 års arbejde. Vi følte bare, at vi måtte optage det, for det er de første live-optagelse, hvor vi alle seks spiller sammen, så det er spændende ud fra det perspektiv. Og der er ingen overdubs på pladen. Det er 100 % live.”
STADIG SUCCESFULD
Iron Maidens karriere har været en noget omskiftelig affære. I perioden 1980-1988 udgav Iron Maiden et album hvert år på nær 1987, og de fleste af disse albums var ikke kun milepæle i metal-historien, men i musikhistorien generelt. Derefter begyndte den kunstneriske kvalitet at dykke gennem 1990erne kulminerende efter Bruce Dickinsons udtræden af gruppen. Og det var først i det nye årtusinde med Bruce Dickinsons genindtræden i gruppen, at Iron Maiden atter trådte i kunstnerisk karakter med det seks-stjernede mesterværk ”Brave New World”, der afgjort er værdig til titlen som Maidens mest formfuldendte værk siden ”Number Of The Beast fra 1982.
Men én ting er musikskribenters og andre selvproklamerede musik-kenderes krav om ”kunst”. Noget andet er folkets røst, hvor man må sige, at Iron Maiden altid har haft massiv støtte, selv under middelmådigheden med Blaze Bayley i den vokale forgrund. For selv uden et ikon som Bruce Dickinson var Iron Maiden stadig i stand til at demonstrere pæne salgstal og turnere kloden tyndt med udsolgte koncerter overalt.
- Hvorfor tror du, at Iron Maiden har været i stand til al forblive succesfulde gennem så mange år?
”Jeg ved det virkelig ikke. Da Iron Maiden startede, hvor jeg spillede i bandet White Spirit, blev heavy metal opfattet som meget utjekket pga. punkens popularitet Men da The New Wave Of British Heavy Metal, begyndte at komme frem, blev heavy metal populært. Men vi havde ikke ændret os. For vi spillede den samme musik, vi havde spillet i fem år. Og da vi var på turné i midten af 1990erne, var vi et af de mest utjekkede bands, men på den sidste turné var vi et af de mest cool bands i USA. Så hvis jeg kunne komme hemmeligheden bag vores succes på flaske og sælge den til dig. ville jeg gøre det, hahaha. Selv i dag siger folk til mig, at heavy metal er død. Der svarer jeg så, at det sagde folk også til mig, da jeg gik i skole. Men rock n roll og heavy metal er stadig ”alive and kicking”.”
”Men jeg mener, at vi har aldrig gået på kompromis, og det er måske det som har holdt os kørende. Den musik, vi ville spille som knægte, spiller vi stadig. Men der er også klart et progressivt element i Iron Maiden. For hvis man hører den nye liveplade, kan man høre, at det stadig er heavy metal, det er stadig kraftfuldt, og det er stadig Iron Maiden. Men der er en klar forskel i forhold til fortiden. For hver gang vi tager på turné, indarbejder vi altid fem, seks eller måske endda syv sange fra vores nyeste album. For når vi spiller, handler det om, hvordan vi er nu og ikke hvordan, det var for 20, 15 eller 10 år siden. Ønsket om at bevæge sig fremad er vigtigt for os, mens mange andre bands måske kun spiller en single fra deres seneste album og derudover glorificerer deres fortid ved koncerterne. Og jeg mener, at vi er et meget holdbart band på et hvilket som helst tidspunkt.”
SYG TROMMESLAGER
Heavy metal-miljøet er i øjeblikket ramt af mange alvorlige sygdomstragedier. Death-frontmand Chuck Schuldiner er død af hjernekræft, og en mindeartikel kan læses andet steds i dette NRG. Den stilskabende guitarist James Murphy lider ligeledes af hjernekræft. Testament-sanger Chuck Billy er ramt af hals-kræft, og Exodus-forsanger Paul Baloff er død efter et slagtilfælde. Tragisk sygdom har nu også ramt den tidligere Iron Maiden-trommeslager Clive Burr, der medvirkede på bandets tre første albums. Clive Burr er blevet ramt af sklerose.
Dette kom til de andre Maiden-medlemmers kendskab i forbindelse med optagelserne til en dokumentar udsendelse om Maiden vel nok mest klassiske album, ”The Number Of The Beast”. I denne dokumentarudsendelse, som vil blive udgivet i løbet af 2002, medvirkede Clive Burr eftersom ”The Number Of The Beast” var hans sidste plade som Maiden-medlem. Efter færdiggørelsen af interviewene med bandmedlemmerne, sad Maiden-stifter bassist Steve Harris, og så de interview-dele igennem, som ikke kom med i dokumuentar-udsendelsen. Her fortalte Clive Burr, at hvis hans nogle gange virkede lidt sløret, var det pga. hans sklerose-sygdom. Det fik med det samme Steve Harris til at tage affære og arrangere tre velgørenhedskoncerter i England, som vil være afholdt, når disse ord læses. Janick Gers fortæller, at overskuddet fra disse koncerter går ubeskåret medicin-udgifter og andet, som kan lindre lidelserne for Clive Burr i forbindelse med hans sygdom.
GOD OG DÅRLIG MUSIK
I forbindelse med denne både opløftende og tragiske snak omkring fortid og nutid for Iron Maiden, var det naturligvis oplagt at dreje opmærksomheden hen på rock- og metalscenens aktuelle tilstand, som jo ser ganske positiv ud på hitlisterne pga. den meget omtalte nu-metal. Denne stil falder imidlertid ikke helt i Janick Gers’ smag.
”Meget af det har basis i rap, hvilket jeg ikke bryder mig så meget om, så det er svært for mig at have en mening om.
Dog har Janick Gers en klar mening om, at der gennem 1990erne har udviklet sig alt for mange etiketter, til at sætte på forskellige former før musik.
”Folk kalder -Nirvana for grunge, hvorimod jeg opfatter det som gode sange. Og jeg mener, at Pearl Jam er et fedt rock’n’roll-band. Og hvis man lytter til Soundgarden og Black Sabbath, er de meget ens. Men i 1970erne var Black Sabbath heavy metal, mens Soundgarden i 1990erne var grunge. Det hele er medie-skabt og en måde at sælge musikken på til et nyt publikum. For mig er der kun musik. Og hvis der er tale om en god sang med en god melodi, lytter jeg til det, lige meget hvilken etiket man sætter på. Jeg mener kun, at der eksisterer to slags musik, og det er god eller dårlig musik.” ....
NEJ TIL NODER
Med ”Brave New World” er der i Iron Maiden opstået den lidt specielle situation, at ikke bare er Bruce Dickinson vendt tilbage i sin udødelige opera-med-barberblade-stil. Det samme er øksesvinger Adrian Smith, der forlod Iron Maiden efter ”Seventh Son Of A Seventh Son” i 1988. Derfor er der nu tre ekvilibrister ud i strengelegens finurligheder i Iron Maiden. Og hvordan vil Janick Gers sammenligne sig selv med Adrian Smith og Dave Murray?
”Adrian er en meget rytmisk og kreativ guitarist. Daves sound kan man altid genkende, fordi han spiller meget glat og jævnt, hvorimod min sound er mere ujævn og mere bygget op omkring de kraftfulde akkorder.
Så vi er tre meget forskellige guitarister. Men jeg mener, at de tre stilarter smelter sammen og gør musikken virkelig interessant. Med tre guitarister kunne vi have lavet et album, hvor der var guitarer over det hele. Men i stedet har vi bragt flere nuancer til Iron Maiden-sounden.” - Kan du læse noder? ”Nej, egentlig ikke. Men jeg har aldrig ment, at det var en forudsætning for at være en god musiker. Jeg tror ikke, at Lennon og McCartney kunne læse noder, og de skrev jo noget fantastisk musik. Jeg er meget enig med Jimmy Page, som engang sagde, at hvis man tager rock ’n’ roll i skole, så ødelægger man det. Mine egne yndlingsguitarister er dem, som fandt nyskabende idéer på guitaren uden at have lært det. Her tænker jeg på Eric Clapton, B.B. King, Dave Gilmore, Rory Gallagher, Jimmy Page og Ritchie Blackmore. De er meget teknisk mindede, men spiller musik, der kommer indefra.”
- Bliver du nogensinde for gammel til at headbange?
”Jeg føler mig ikke for gammel, og jeg tror, at vi er i bedre form end de fleste mennesker. Den dag, hvor det ikke længere er sjovt, der stopper vi. Men jeg tror, at enhver, der ser os på scenen, kan se, at vi stadig morer os. Så de gamle ben vil forhåbentlig bære os et stykke tid endnu.”
Efter udgivelsen dette forår af live-pladen fra Rio og den medfølgende DVD vil de gamle ben bære Iron Maiden i studiet for at påbegynde arbejdet på en ny studie-plade, der bliver fulgt op af endnu en turné i sommeren 2003 fra det band, der måske mere end nogen andre fortjener titlen som Strengenes Herrer.
- Gengivet med tilladelse fra Jens Nielsen og Kennie Bendixen Deigaard, NRG.