Tilbage til oversigten
Iron Maiden - Fanen højt på 24. år
Af Bo Christiansen; LineOut nr. 56 d. 01-09-2003
Fanen højt på 24. år
Iron Maiden – Englands største metalband gennem tiderne – trodser stadig alle trends, og er på 24. år fortsat hovedleverandør af traditionel heavy metal. Guitaristen Adrian Smith tog LineOut back stage på Roskilde Festival og afslørede opskriften på et langt musikerliv.
Af Bo Christiansen
Man kan roligt sige, at Iron Maiden er indbegrebet af heavy metal-genren. Bandet var i starten af firserne med til at starte bølgen af NWOBHM-bands – New Wave Of British Heavy Metal – og sammen med Judas Priest har de holdt fanen højt gennem tilkomsten af nye stilarter inden for metal. Trends kommer og går, men ifølge guitarist Adrian Smith lever Iron Maiden for evigt, og med tolv studiealbum bag sig og det nye album, ”Dance Of Death” sat til udgivelse den 9. september har bandet også for længst sikret sig en plads i rockhistorien.
-I starten af halvfemserne fladt mange metalbands, som havde deres storhedstid i firserne, fra, men vi klarede skærene på trods af presset fra grunge-bølgen. Jeg tror, det er fordi, vores fans vidste, at vi var ærlige overfor dem. I firserne havde vi ellers muligheden for at slå igennem i USA, som ellers er et marked det kan være svært at komme ind på, hvis man er et europæisk metalband. Vi fik at vide, at hvis vi satsede på flere let tilgængelige numre i stil med ”Can I Play With Madness” fra ”Seventh Son Of A Seventh Son”-albummet, ville vi kunne få et kommercielt gennembrud i USA. Men det var vi ikke interesserede i, for det var ikke det, vi ville med musikken, og det gælder også den dag i dag. For os handler det ikke om at sælge så mange eksemplarer af et album som muligt, men at spille den musik, vi brænder for. Vi er allerede glade for den succes, vi har opnået, og jeg tror inderst inde ikke, at nogen af os havde regnet med at nå så langt. Da jeg var 15 år gammel, var mit mål at lære at spille guitar og have et band. Det var det eneste mål, jeg havde i livet. Det er blevet opfyldt, men jeg havde aldrig regnet med at skulle spille 30 år senere på Roskilde Festival som et af hovednavnene og have et album på vej, som alle snakker om! Men jeg sidder her nu og er stolt af den succes, vi har haft gennem årene og stadig har, fordi den er ærlig. Vi har på intet tidspunkt gået på kompromis med vores musik, og det er der ikke ret mange af de andre eksisterende firsernavne, der kan prale af, siger Adrian Smith.
Eddie den tidløse
Ud over at Iron Maiden har holdt fast i den klassiske metal-recept, tillægger Adrian Smith også bandets maskot Eddie The Monster en stor del af æren for bandets fortsatte succes:
-Eddie er indbegrebet af Iron Maiden, understreger han og fortsætter:
-Han er på alle vores covers og al vores merchandise og vil altid være det. Der er visse ting, man ikke bør pille ved, med mindre man gerne vil have hele fanbasen på nakken, og Eddie er en af dem, ha ha! Hele konceptet bag Iron Maiden er jo meget teatralsk, og det er nok også det, folk kan lide ved os. Hele musikscenen udvikler sig lynhurtigt med kommercielle gennembrud af grunge, nu-metal og punkrock, men Iron Maiden er, hvad det altid har været, og det kan folk lide. Man kan tage et Iron Maiden album frem og høre klassisk heavy metal, mens man studerer coveret med Eddie. Sådan har det været siden 1980, og sådan vil det være indtil den dag, hvor Iron Maiden går på pension. Vi er et tidsløst band, siger han.
Den sejlivede succes har dog haft sin pris for Iron Maiden. Siden debutalbummet ”Iron Maiden” fra 1980 har bandet i kraft af deres voksende popularitet ikke haft meget privatliv mellem det hektiske turneliv og studieindspilningerne.
- Da jeg kom med i bandet i 1981, umiddelbart før indspilningen af ”Killers”, begyndte en ny æra i mit liv, som jeg er glad for at have oplevet, men hvor jeg også har lært mange positive og negative ting om livet som professionel musiker. Gennem firserne var jeg med til at udvikle bandet og oplevede den meget overvældende succes, vi fik. Men med tiden fandt jeg ud af, at jeg ikke havde andet end bandet. Jeg havde ikke noget hjem og ingen familie, jeg kunne vende hjem til, når vi holdt pauser mellem studietiden og turneerne. Godt nok er Iron Maiden som en stor familie, hvor vi støtter hinanden både privat og professionelt, men når man bliver ældre er det ikke længere nok. Desuden trænger man til at kunne tage hjem og koble af blandt venner og familie, der kender dig som den, du er og ikke ”ham guitaristen fra Iron Maiden”. Man kan meget hurtigt lade sig rive med af al succesen, og det er ikke sundt. Alle musikere har to sider, den private og den professionelle. Den professionelle side kan meget let tager over, hvis succesen stiger en til hovedet. Og hvis der ikke er nogen til at fortælle dig, at du er ide på et skråplan, vil den professionelle facade til sidst opsluge den rigtige – private – personlighed. Det ser man desværre alt for tit, og jeg har gennem årerne set kolleger fra andre bands skifte personlighed, og til sidst værre overbevist om, at de er lig det billede, pressen fremstiller af dem. Så i 1990 gjorde jeg op med mig selv, at jeg blev nødt til at få de ting på plads, før jeg igen kunne fortsætte på samme plan som professionel musiker. Jeg ville ikke ende som en, der ikke kunne kende forskel på den private Adrian og musikeren Adrian. Ti år senere kunne jeg så vende tilbage til bandet med alle disse ting på plads, og det gør også det hele til en meget større oplevelse denne gang. Hvis jeg skal give et musikerråd, så er det at have sit bagland i orden med venner og familie, lade være med at lade sig rive med af succesen, og passe på man ikke havner i et alkohol- eller stofmisbrug, mener Adrian Smith.
Hjem til familien
Mange metal-musikere har gennem tiden været i forbindelse med netop stof- og alkoholmisbrug, og James Hetfield fra Metallica er bare et af de senere eksempler. På trods af, at Iron Maiden har været fremme i mange år, er de sluppet for skandalerne, og det sætter de en stor ære i:
- Det massive stof- og alkoholmisbrug indenfor metal- og rockscenen er meget tragisk. Dermed ikke sagt, at vi i Iron Maiden er nogle englebasser, men det hele handler om kontrol. Da vi startede med at turnere, var det blandt andet som support for Kiss, hvor vi kun skulle spille 30 minutter, og så er det da klart, at vi festede bagefter. Men allerede dengang var vi bevidste om, at festen først startede bagefter, og ikke før koncerten, som nogle bands har en tendens til. Man kunne altid komme igennem 30 minutter med tømmermænd foran et publikum, som primært var kommet for at se hovednavnet, men da gennembruddet kom, måtte vi træffe et valg. Er vi her for at spille musik eller feste? Det er nok også derfor, vi stadig er fremme i dag med den høje alder, vi alle har nået. Det kan ikke lade sig gøre at spille optimalt live aften efter aften, hvis du er alkoholiker eller stofmisbruger, og publikum opdager det med det samme. Fanbasen smuldrer automatisk, og så kan du lige så godt indstille karrieren. Primært bruger musikere misbruget til at holde sig i gang og for at kunne komme igennem en hel turne. Det drejer sig om at klare presset fra folks forventninger, men på et tidspunkt siger kroppen fra, og det ses tydeligt på alle de unge musikere, som er døde gennem årene. Vi er nået til det punkt i vores karriere, hvor vi vil skære ned på turnelivet, men det er heldigvis ikke som følge af, at vi er blevet for hærgede, men blot fordi vi er ved at blive gamle, griner Adrian Smith og lover:
- VI vil gerne fortsætte mange år endnu, og derfor skærer vi ned på det intensive musikerliv, så vi holder noget længere. Dem kommende ”Give Me Ed… ’Til I’m Dead” –turne bliver vores sidste omfattende verdensturne. VI vil stadig give koncerter, men det bliver primært på stadions og på festivaler. VI har turneret så meget gennem de sidste 23 år, at der er tid til, at vores familier ser mere til os, konstaterer Adrian Smith.
-Gengivet med tilladelse fra Thomas Borre, Redaktør, LineOut